Hvornår sætter du ord på en øvelse?
I hundetræning kan det være fristende at sætte et ord på en øvelse med det samme. “Sit”, “dæk” eller “bak” kommer hurtigt ud af munden – men timing er vigtig. Et verbalt signal bør først sættes på, når øvelsen ligner det færdige resultat.
Hvorfor vente med det verbale signal?
Et ord er ikke en forklaring – det er et signal. Når du siger et ord, fortæller du din hund, hvilken adfærd du forventer. Hvis ordet bliver brugt for tidligt, risikerer du, at hunden forbinder signalet med noget uklart eller forkert.
Derfor giver det bedst mening at vente, til hunden selv tilbyder den rigtige adfærd – eller noget, der ligger meget tæt på det, du ønsker.
Nogle øvelser er hurtigt “færdige”
I visse øvelser ligner den første version af adfærden næsten det færdige resultat. Et klassisk eksempel er sit.
Når hunden sætter bagdelen i jorden, ligner det allerede et færdigt sit. Her kan du ofte sætte det verbale signal på relativt hurtigt, fordi:
Adfærden er tydelig
Der er få mellemtrin
Hunden tilbyder øvelsen ensartet
Andre øvelser kræver flere trin
I mere komplekse øvelser som dæk eller bakke, er der ofte flere trin, før øvelsen ser ud, som du ønsker.
For eksempel kan et dæk starte med:
At hunden bukker let forbenene
Lægger albuerne
Først senere lægger sig helt ned
Hvis du sætter ordet “dæk” på for tidligt, kan hunden komme til at tro, at signalet betyder “bøj forbenene lidt” – og ikke “læg dig helt ned”.
Det samme gælder bakke, hvor hunden måske først flytter vægten bagud, så tager ét skridt – og først senere bakker flydende flere skridt i træk.
Tommelfingerreglen 👍
Sæt først verbalt signal på, når:
Øvelsen ligner det, du gerne vil have i sidste ende
Hunden tilbyder adfærden stabilt
Du kan forudsige, hvad hunden gør
Når det er tilfældet, kan du sige signalet lige før hunden udfører adfærden – og belønne, når den gør det rigtigt.
Kort sagt:
Ordene kommer til sidst, ikke først.
Når adfærden er på plads, giver signalet mening for hunden – og det er her, træningen bliver tydelig.