Hvalpedagbog: Uge 4 med Balto
Tirsdag
Vi lavede lidt om på rækkefølgen igen i dag. Morgenturen blev lidt senere end normalt, og derfor blev morgenmaden også rykket. Det resulterede i to trætte hunde om formiddagen.
Jeg trænede lidt flere øvelser med hundene og nåede omkring 5-6 forskellige øvelser. På middagsturen mødte vi en lille hund, som bor længere oppe ad vejen, og vi fik også snakket og hilst på et par mennesker.
Hundene var alene hjemme, mens jeg hentede børnene.
Om eftermiddagen trænede vi bur. Jeg synes ikke helt, at jeg er kommet så langt med burtræningen, som jeg havde håbet, så jeg overvejer at ændre lidt på, hvordan jeg griber træningen an.
Den sene eftermiddag og tidlige aften er stadig et lidt kaotisk tidspunkt herhjemme. Alle er trætte og ikke altid helt så konstruktive. Hundene har svært ved at finde ro, indtil børnene kommer i seng, så de ender ofte med at blive lidt overtrætte.
Onsdag
Jeg var hjemme med et sygt barn, så det blev en meget stille dag. Vi havde hverken morgentur eller eftermiddagstur, men jeg fik lavet et par lidt længere træningssessioner med Balto.
Torsdag
Vi startede dagen med en morgentur og morgenmad.
Om formiddagen skulle vi mødes med en der bl.a. har gået på mit hvalpehold. Planen var at hygge, træne lidt indkald og se, hvordan hendes hund reagerede på Balto.
Det gik rigtig fint. Balto var på nogle tidspunkter lidt for ivrig, hvilket kan virke voldsomt for nogle hunde – særligt hvis hunden er lille, og hvalpen er en stor og tung race som Balto.
Begge hunde var trætte, da vi kom hjem, og da Balto vågnede fra sin lur, tog vi en træningssession.
Om eftermiddagen blev det til hele 1 time og 45 minutters alene hjemme-træning. Hundene brugte den sene eftermiddag på at tygge i kødben.
Der kom også et par tisse-uheld indenfor.
Balto er efterhånden blevet lidt bedre til at holde sig til sit eget foder, så jeg er begyndt at prøve at fodre hundene i samme rum. Stadig uden madskål.
Fredag
I dag var jeg på efteruddannelse hele dagen med fokus på hvalpe.
Det var super spændende – både fordi det selvfølgelig er relevant, når jeg selv har hvalp, men også fordi jeg arbejder med hvalpetræning.
Meldingen hjemmefra var, at Balto bare havde ligget og sovet det meste af dagen.
Min mand fik det til at lyde så nemt. 😅
Lørdag
Jeg skulle igen på kursus. Denne gang var det min Adfærdsrådgiveruddannelse, og Balto kom med.
Jeg lod Bea blive hjemme, fordi jeg gerne ville have fuldt fokus på Balto og samtidig se, hvordan han reagerede på oplevelsen.
Vi havde omkring 30 minutters køretur, og Balto sad i bur i bagagerummet. Det gik faktisk okay.
Det var ikke noget, vi havde trænet op til, men jeg havde lagt en håndfuld godbidder og et tyggeben i buret. Der kom nogle piv undervejs, og han lå kun ned i korte perioder, men jeg synes alligevel, at han virker til at være blevet mere komfortabel ved at køre bil.
På kurset fik Balto hilst på og leget med fire andre hunde. Han er glad og nysgerrig i mødet med fremmede hunde, men han er ikke overdrevent ivrig.
Han var også virkelig glad for at hilse på de andre kursister.
Til gengæld var han ikke særlig glad for at ligge i buret. Det bliver nok hurtigt lidt varmt for ham med det underlag, vi havde med, og gulvet var tydeligvis mere behageligt.
Når han ikke sov, havde han svært ved at blive liggende roligt og reagerede let på bevægelser og høje lyde. Jeg havde et tyggeben med, og det hjalp lidt i perioder.
Samlet set synes jeg dog, at dagen gik rigtig godt.
Søndag
Jeg var også på Adfærdsrådgiveruddannelsen i dag, og Balto virkede lidt mere træt.
Vi havde en anden underviser, og Balto fik også hilst på underviserens to hunde.
Begge dage bestod af både tavleundervisning og praktisk træning, og der var nogle rigtig fine øvelser, som Balto kunne være med til på trods af, at han ikke har den store træningserfaring endnu.
Det er faktisk ret sjovt at have ham med og se, hvordan han reagerer anderledes på forskellige situationer end Bea.
Mandag
Det blev en stille og rolig dag.
Balto havde oplevet rigtig meget i weekenden, men jeg synes faktisk ikke, at han virkede voldsomt træt.
På eftermiddagsturen testede jeg flexilinen. Den fungerede egentlig rigtig godt, så nu skifter jeg 5-meter linen ud med flexi i en periode.
Jeg er efterhånden blevet lidt træt af, hvor beskidt den lange line bliver. 😅
Jeg har også sendt min mand ud for at købe Kongs til begge hunde. Jeg håber, at de kan hjælpe lidt i det tidsrum om eftermiddagen, hvor begge hunde har svært ved at finde ro.
Derudover har jeg købt et børnegitter til bryggerset. Jeg vil nemlig gerne begynde at træne, at den ene hund kan være i ro, mens jeg træner med den anden.
Og starten bliver bag et børnegitter.
Efter uge 4
Uge 4 har været en lidt anderledes uge.
Balto har været med mig på kursus to dage i træk og har dermed oplevet et helt nyt miljø, mange nye mennesker, flere hunde, bilkørsel og undervisning.
Det er spændende at se, hvordan han reagerer, når vi bevæger os uden for de vante rammer. Og selvom han stadig er en lille hvalp, synes jeg, at han klarer mange af de nye oplevelser rigtig fint.
Samtidig bliver det mere tydeligt, at vi også skal arbejde med evnen til at slappe af, når der sker meget omkring ham. Det gælder både hjemme, hvor børnene kan skabe masser af liv, og på kurser, hvor der er mennesker, hunde, lyde og bevægelse.
Jeg er også begyndt at tænke mere over, hvordan jeg kan træne hundene sammen. Det er ikke helt så nemt, som jeg havde forestillet mig. Bea skal lære, at hun ikke behøver reagere på alt, hvad jeg siger til Balto, og Balto skal lære, at han godt kan være i ro, mens jeg træner med Bea.
Så næste uge kommer blandt andet til at handle om ro – og om at finde en måde at træne begge hunde på, uden at det føles som om, jeg har hunde overalt. 😅